Recent Posts

Den 73-årige syge søfarer overdrager én mio. kr. til sin hustru i gaveægtepagt

Troels Kløvedal har sørget for, at når han lukker sine øjne for evigt, så kommer hustruen Else Marie Meldgaard ikke til at lide økonomisk nød.

Troels Kløvedal ved, at han snart skal dø enten af sygdommen als eller af den kroniske lungesygdom bronkiektasi. Det har han været helt åben om i bogen ’Modne mænd’, der udkom tidligere i år.

I parrets oprindelige ægtepagt havde de fuldstændigt særeje, men ifølge ugebladet Se og Hør har Troels Kløvedal nu fået tilføjet en gaveægtepagt, hvor han overdrager én mio. kr. af sin personlige formue til sin 63-årige hustru. Desuden har han bestemt, at pengene skal være hendes særeje. Ægtepagten er dateret i maj i år omkring det tidspunkt, hvor Troels Kløvedal fik konstateret den dødelige sygdom als.

Kan ikke rokkes ved

Ifølge advokat Poul Jost Jensen fra Advodan i Glostrup, som har speciale i testamenter og ægtepagter, er gaveægtepagten en måde, hvorpå Troels Kløvedal har sikret sin hustru ved sin død. For gaveægtepagten betyder, at der ikke kan rokkes ved den mio. kr., som søfareren har overdraget til sin hustru.

»Når man giver gaver, udover sædvanlige gaver til jul, fødselsdag mv., kræver det en ægtepagt for at være gyldigt. Ellers kan kreditorer og sådan set også giveren selv kræve gaven tilbage. Men når gaven er givet ved en tinglyst ægtepagt, betyder det, at gaven er givet gyldigt,« forklarer Poul Jost Jensen til BT.

Han fortæller, at der ofte bliver givet gaveægtepagter, hvis den ene part synes, det er urimeligt, at han eller hun har hele formuen som særeje. Når der er oprettet særeje, der er tinglyst i en ægtepagt, er gaven afgiftsfri, og i forbindelse med dødsfald skal den efterladte heller ikke skifte med eventuelle børn.

I Troels Kløvedal og Else Marie Meldgaards tilfælde har parret en fælles søn, den 19-årige Asbjørn. Mens Troels Kløvedal har fire ældre børn, bl.a. den kendte tv-vært Mikkel Beha Erichsen, fra tidligere forhold.
De fire børn skulle Else Marie Meldgaard ellers have skiftet med, men det har Troels Kløvedal nu sørget for ikke kommer på tale.

Velhavende

Den tidligere maoist og kollektivist er en holden mand i dag. Ifølge Se og Hør har Kløvedals firma Den Blå Delfin en egenkapital på 5,8 mio. kr.

Derudover ejer parret en stor landejendom i Gravlev ved Ebeltoft. Den købte Mikkel Behas far sammen med sin daværende samlever tilbage i 1986 for 800.000 kr. Men i dag står han som eneejer af ejendommen, der omfatter tre store stuer, køkken, soveværelse, børneværelse, kortværelse og to badeværelser. Med til idyllen hører også en digterhytte, som Kløvedal selv har bygget, og som ligger tilpas langt fra stuehuset.

Parret ejer også et sommerhus i Hornbæk, som Else Marie Meld­gaard ifølge Troels Kløvedal købte for 14 år siden.



Theme Support